Genopdag Street Sport

Den 15. juni kl. 10-15 på Posthustorvet, Skive

Den 16. juni kl. 12-15 i Hal A, Bakkedraget 40, Vinde

 

Entré: gratis

 

Arrangør: Hal-A Skive Streetsport

 

Genopdag Street Sport

Engang var gadeidrætten en undergrundsting. Noget der blev født i et californisk slumkvarter på den anden side af Atlanterhavet, og nåede Danmarks ungdom. I årtier dyrkede anarkistiske submiljøer gadeidrætten i selskab med Buffaloes, hængerøvsbukser, Jolly Cola, graffiti, hip hop og techno på kassettebånd og støvet fra murens fald i håret.

I dag tilhører den gadeidrætten ikke kun rebellerne. Den er blevet anerkendt. Dem, der voksede op med street sport og famlede sig frem i dens grænseløshed, er blevet voksne – og måske en anelse mere stuerene. I hvert fald mere organiserede. Mindre lukkede om sig selv. Det samme er sket med gadeidrætten. Den æder sig ind i ungdommens hjerter. For hvor den organiserede idræt som bl.a. fodbold, håndbold og gymnastik oftere og oftere må se sig selv fravalgt af teenagere til fordel for fitnessabonnementer og et travlt ungdomsliv, blomstrer gadeidrætten lige præcis i teenageårenes kerne. Måske fordi den tilbyder muligheden for at dens brugere kan planlægge deres tid og indsats. Komme og gå som de vil. Styre det selv. Vælge til og fra.

Eller måske er det fordi gadeidrætten er et frirum fra grænser og regler, og til forskel fra mange klassiske idrætsgrene fokuserer mindre på indlæring og mere på læring. På at eksperimentere, skabe og udtrykke sin egen stil og identitet. Søge fysiske grænser.

Et fast greb om de unge

Noget kan gadeidrætten under alle omstændigheder – organiseret eller ej. Flere og flere unge samles uformelt på asfalten for at hænge ud, skate, tonse på løbehjul eller dyrke parkour. I Skive melder Hal-A om flere og flere brugere og har solgt medlemskort helt til København. Det samme billede tegner sig over hele landet, hvor gadeidrætten ifølge DGI er en af de hurtigst voksende idrætter. Ja, tilstrømningen er så markant, at de etableredes øjne har rettet sig mod gadeidrætten: For ikke så forfærdeligt længe siden gik DGI, Danmarks idrætsforbund og GAME ind i et nyt samarbejde for at fokusere særligt på unge og gadeidrætten. Fordi de tre organisationer ifølge sig selv ser et stærkt potentiale i at gøre en fælles indsats for gadeidrætten – med målet om at skabe et mangfoldigt idrætsliv.

Med årene kan det måske betyde, at den uorganiserede - og hidtil temmelig mistænkeliggjorte gadeidræt - får et bedre ry. Et bedre fodfæste i Familien Hakkebøfs tilværelse. En endnu større tilstrømning af børn, unge og voksne. Flere støttekroner, flere ildsjæle. Omvendt er risikoen, at den uorganiserede gadeidræt og alt det, der har holdt den i live igennem årene, nu må se sig selv kvalt under den organiserede idræts vinger.

Vi ved det ikke. Spændende er fremtiden i hvert fald – og den er uundgåeligt på vej.


Oplev gadeidrætten ude og hjemme

I Hal-A i Skive frygter man ikke udsigterne. Slet ikke. Man betragter den nærmere med interesse og spænding, åbne arme mod fællesskabet og et ”det-var-på-tide-at-I-fik-øjnene-op-for-os”-nik mod det faktum, at gadeidrætten rent faktisk har succes, hvor den organiserede idræt får en anelse åndenød: når det handler om at fastholde ungdommen.

Lørdag den 15. juni på Posthustorvet kan du komme forbi og opdage eller genopdage gadeidrætten og dens rebelske charme. Dagen efter slår Hal-A dørene op til åbent hus, hvilket bestemt også er et besøg værd for alle, der vil prøve kræfter på ramperne med løbehjul og skateboard - og se hvad gadeidrættens ildsjæle har formået at bygge med de bare næver i Vinde.

Vel mødt.                                                              

Publiceret 11-04-2019