Skive Handicap Festival
Den 4. juni kl. 9-15.30

Dyrskuepladsen i Skive

Entré/pris: 150 kr. eksl. Gebyr
Gratis entré for ledsagere.

Arrangør:
Foreningen Skive Festival og Skive Kommune

Læs mere:
www.skivehandicapfestival.dk

 

 

For at skabe lighed må vi gøre forskel

Skive Handicap Festival har igennem snart syv år været et lille standhaftigt fyrtårn, som rammer direkte ind i FN’s 10. verdensmål: lighed og inddragelse uanset status. Handicap heriblandt.

At Skive Handicap Festival samtidig spreder glæde og fællesskab, gør det ikke mindre godt. Tværtimod:

”Som udviklingshæmmet eller handicappet har du præcis det samme behov som alle andre for at få en kæreste, møde nye venner og have det rart”, siger Jørgen Stengaard Andersen, leder af HabiliteringscenterKRAKA i Skive for voksne udviklingshæmmede.

Han bemærker, at man for at skabe lighed er nødt til at gøre forskel:

”Skive Handicap Festival er ikke helt som almindelige festivaler. Den tager udgangspunkt i målgruppens præmisser. Der er meget fokus på at skabe en overskuelig festival under trygge og beskyttede rammer, som bl.a. giver gæsterne oplevelsen af, at de frit kan gå rundt på festivalpladsen – uden risiko for deres sikkerhed. Samtidig tager festivalen hensyn til bl.a. hygiejnerum og kørestolsvenlige faciliteter”, lyder det.

 

Vi maler byen rød

Jørgen Stengaard Andersen fortæller, at Skive Handicap Festival i sin tid tog afsæt i et politisk ønske om at skabe noget specielt for handicappede. Det er lykkedes ganske godt. Ikke mindst fordi festivalen ikke blot er for handicappede – den er også præget af sine egne gæster. For hvert år når musiknavnene skal peges ud, får brugerne af Aktivitetshuset Skovly mulighed for at give deres besyv med:

”De er meget glade for navne som Birthe Kjær, Kandis, Bjørn & Okay og Lars Lilholt”, bemærker Jørgen Stendal Andersen.

Og netop Birthe Kjær og Kandis er bl.a. nogle af navnene, når festivalen går løs på Dyrskuepladsen den 4. juni. Udover at skråle med på ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, ”Vi maler byen rød”, ”En lille ring af guld” og ”Hold me” kan gæsterne også opleve bandet Bali, der består af en gruppe psykisk udviklingshæmmede fra Odense med stor kærlighed til musik.

 

 

Program:

09:00: Pladsen åbner.

10:00: Jacob Haugaard byder velkommen.

10:15: Bali spiller op til fest.

11:45: Kandis

14:15: Birthe Kjær

15:30: Tak for idag - på gensyn i 2020.

Publiceret 08-04-2019